for de 12-99 årige
Forestillingen er refusionsgodkendt
En brandaktuel tankevækkende og rørende fortælling om de politiske og personlige problemstillinger ved den aktuelle migrantsituation.
Et containerskib modtager en melding om en båd i havsnød. Båden er fyldt med forkomne migranter, som fragtskibet tager ombord. Men ingen havn vil lade dem komme i land med denne ekstra ’last’.
Mens skibet i ugevis ligger for anker på åbent hav, opstår både konflikter og nye forsigtige venskaber. Situationen tilspidses blandt andet af at en kølecontainer går i stykker og at den højgravide Khadija begynder at få veer.
’Skibet er ladet med …’ krydsklipper mellem flere synsvinkler og baggrundshistorier. Særligt følger vi den unge skibsassistent Emil og to af de unge migranter.
Hjælpen kommer i form af et NGO-skib, der ellers har holdt sig i baggrunden på grund af stadige konflikter med de nationale havnemyndigheder. Endelig kan alle komme videre, men 7 måneder senere får skibet en ny nødmelding …
’Skibet er ladet med …’ er en fiktiv historie inspireret af både konkrete hændelser og den aktuelle migrantsituation. Den behandler en af tidens helt store menneskelige og politiske problemstillinger og stiller flere spørgsmål end den giver svar.
Historien er skabt af Katja Lange og instrueret af Kasper Sørensen.
Forestillingen kan både stå alene eller være en del af en emneuge, et temaforløb eller lignende.
Du kan finde baggrundsviden og tips til opfølgende undervisning her.